Unges mistrivsel og sårbar identitet – Gensyn med Giddens

Da jeg gik på statskundskab i 80’erne læste jeg Giddens. 

For 20 år siden underviste jeg en del i Giddens. 

Der er sket meget i de sidste 20 år, så nu tager jeg fat i Giddens igen for at se, hvordan hans perspektiv kan hjælpe mig til at forstå, hvad der er sket i de sidste 20 år med ungdom, mistrivsel, wokeness og identitetspolitik. 

Det var et godt og oplysende gensyn jeg derved fik med Giddens – Jeg vil dele mit udbytte af gensynet med mine læsere i det følgende:

Modernitet og identitet

Giddens er relevant for forståelsen af unges mistrivsel og identitet, fordi han beskæftiger sig med forholdet imellem modernitet og identitet.

Modernitet er den måde samfundet har forandret sig – og stadig forandrer sig  – væk fra et traditionelt samfund.

Identitet er den måde vi opfatter os selv på og bliver opfattet af andre – dvs. den måde, vi er forståelige for os selv og andre.

Den måde vi opfatter os selv på = Selvidentitet.  Den måde vi bliver opfattet af andre = Social identitet

Tradition er før modernitet – Tradition er der stadig

Der er stadig masser af træk ved vores samfund som er traditionelle – der er stadig en hel del, som lever i en sammenhæng, der på mange måder er traditionel:

Hvis man bor i en lille by, hvor alle (eller næsten alle) kender alle, hvor der er mange traditioner, et fælles skole, et forsamlingshus. Hvis der er megen sladder og megen omsorg for de andre i byen. Eller hvis man har en stor familie, som ser hinanden meget, og man mere eller mindre render ind og ud hos hinanden. Hvis man lever i en verden hvor langt de fleste, man kender også kender hinanden indbyrdes.

Så lever man på flere måder i et slags traditionelt samfund.

I et traditionelt samfund ved du det meste om det meste, fordi du har set andre gøre det, fået det vist eller fortalt af nogen i dit netværk. På den måde ved du det meste om ting som kæledyrs røgt og pleje, at opdrage børn, lave mad og vedligeholdelse af bil og hus plus meget andet.  Det er også på den måde du ved det meste om dig selv og andre mennesker. – Lige præcis det sidste – din viden om dig selv og andre – har at gøre med identitet.

Identitet i det traditionelle

I en traditionel sammenhæng vil du nok ikke kunne sige så meget om hvem, du er. Men ikke desto mindre vil du nok opleve,, du kender dig selv.  Dvs. hvis nogen spørger hvem, du er, vil du nok kunne sige noget, men du vil næppe snakke i timevis om det.  Dvs. at du har mere praktisk viden om din identitet end du har diskursiv viden. Din identitet er i mindre grad noget, du bruger mange ord på at reflektere over.

Men du har – i det traditionelle – alligevel en følelse af, at vide, hvem du er.  Du ved, at de andre i dit netværk ved hvem du er, og de ved, at du ved og du ved, at de ved, at du ved. Osv.  

Din identitet er – sagt med Giddens indlejret i alt i den sociale verden, du befinder dig i. Din identitet er indlejret i alt det, du gør sammen med hele dit netværk, som kender dig. Du ved, at en masse mennesker kender dig. De andre kan måske ikke sige en masse om dig, men de kan i hvert fald sige god for dig. Du behøver ikke sælge dig selv. Du får sandsynligvis et job, fordi der er én eller flere i netværket, som er ansat et sted, hvor de godt kan bruge én som dig.

Din selvidentitet (Den du er  i dine egne øjne)  er den samme som din sociale identitet. (Den du er i andres øjne.) Derfor er der heller ikke så meget brug for at skelne imellem selvidentitet og social identitet.

Du behøver heller ikke at bekymre dig om, hvorvidt den, du er i andres øjne, også er den du er i virkeligheden.

Dvs. den ontologiske sikkerhed om din identitet næppe er noget problem.  (Ontologi = læren om, hvad der er virkeligt)

Moderne afvigere i det traditionelle

Jo jo, også i traditionelle sammenhænge findes der mennesker, som føler sig misforstået. Mennesker der spekulerer over om andre mon virkelig har ret i det, de siger om en. Om det virkelig kan passe at man er sådan som en eller anden betydningsfuld person har sagt, eller måske har sagt, at man er. Her kommer der en forskel på selvidentiteten og den sociale identitet + den ontologiske sikkerhed også bliver rystet.

Mennesker, der spekulerer over hvem de er, er der også traditionelle landsbysamfund. De vil ofte benytte den først givne lejlighed til at komme væk fra landsbyen og ind til en storby og et moderne samfund, hvor man kan blive enige med andre om, hvor forfærdeligt, det er med al den sladder og alle der kender hinanden. Måske man springer ud som homoseksuel eller bliver kunstner eller forfatter. For ca. 100 år siden var der en mand, som hed Aksel Sandemose, der gjorde netop dette (Han sprang ikke ud som homoseksuel) . Han blev forfatter og skrev ”En flygtning krydser sit spor”. Det er fra den bog, vi kender Janteloven, som var Aksel Sandemoses måde at se livet i et traditionelt samfund. Jo og for 100 år siden var der også den modernitet, Giddens skildrer. Men den begrænsede sig mest (men ikke kun) til kunstnere og intellektuelle i større byer.  Derfor tog  Aksel Sandemose  til en stor by. (Han flyttede fra Mors til Oslo.)

Men de fleste mennesker i en traditionel sammenhæng er ikke som Aksel Sandemose.

Tavs og robust identitet i det traditionelle

For at sammenfatte om det traditionelle:  

I en traditionel sammenhæng er der ikke meget (dog en smule) diskursivt og refleksivt over din identitet.

Det meste omkring hvem, du er, er indlejret i daglig praksis, som er synlig for andre eller er noget andre hører om. Den måde du lærer på, den måde, du tjener dine penge, den måde du opdrager egne og andres børn, den måde, du indretter dit hjem, den måde, du går på, alt dette (Eller det meste af det) og meget mere er indlejret i den samme sammenhæng.

Der er ikke nogen særlig grund til at have en selvidentitet, da du har følelsen af at andre ved, hvem, du er. Dvs. Selvidentitet = social identitet.

Ontologisk sikkerhed er der også, da det for dig føles som om, at du også i virkeligheden er den, du tror, du er

Din identitet er ikke noget, du behøver at arbejde på eller sætte mange ord på. Den viden, du og andre har om dig er mere en kendskab – de kender dig, og du kender dig selv end det er en viden med en masse ord. Dvs. at din identitet ikke er så diskursiv. Din identitet er heller ikke refleksiv, da du ikke behøver at spekulere så meget over den.

Identitet i det moderne – med mange ord

Det bliver anderledes i et moderne. Her bliver man nødt til at arbejde på sin identitet. Med Giddens ord: Selvidentiteten bliver et refleksivt projekt.

Hvorfor skal andre ansætte dig i et job? Det skal du sætte en masse ord på i en jobansøgning og til en jobsamtale.

Hvorfor skulle andre gide at have med dig at gøre? I den traditionelle sammenhæng VAR du der bare – det var de andre også.

Nu skal du måske sætte en masse ord på dig selv i en Tinder-profil eller fortælle din livshistorie til én du er ved at lære at kende – fordi vedkommende ikke kender dig i forvejen.

Herved kommer der det, Giddens kalder for ”Rene forhold”. Dvs. relationer til andre mennesker som ALENE bygger på om du særligt kan lide den anden og synes at vedkommende er interessant. Ja – og den er værre – og så på om den anden særligt kan lide dig og synes, du er interessant.

Og hvad nu hvis ikke du er den, du tror du er. Og hvad nu, hvis ikke du er den, du tror, at den anden tror du er? Og hvordan kan du EGENTLIG vide det? Den ontologiske sikkerhed bliver mindre sikker. Her vil man – med Giddens ord benytte ekspert-systemer som erstatning for den viden, der før var indlejret i tæt sammenfiltrede traditionelle sammenhænge. 

Ekspertsystemer om identitet kan være psykologer og psykologi. Det kan være man får lavet en personlighedsprofil – måske hos en psykolog eller ved at udfylde en ”Hvilken type er du” i et dameblad eller på et link. Det kan være man fortæller om sig selv i og får en lang selvfortælling hos en psykoanalytiker. Det kan være, man får sig en diagnose. Der er masser af ekspertsystemer, der på den måde udlejrer (I modsætning til indlejrer) processen omkring egen identitet til andre sammenhænge end den indlejrede sammenhæng, hvor alle mere eller mindre kender alle – og hvor man ikke spekulerer så meget på. om man er interessant eller særligt kan lide hinanden – for man er jo sammen alligevel.

I et moderne samfund er der flere identiteter: Den du er i familien, den, du er på arbejde, den du er i til din fritidsinteresse, den du er på din uddannelse, din profil på et socialt medie. Det vil ikke være mærkeligt, hvis der er et eller flere af de steder, hvor du føler dig misforstået. Man kan få Giddens egen skildring af det foregående ved at læse ”Modernitet og selvidentitet – selvet og samfundet under sen-moderniteten.

Det rene forhold

Giddens studerede det han kalder ”det rene forhold” ved at dybdeinterviewe mange mennesker, der levede i homoseksuelle parforhold. I disse parforhold, tænkte Giddens, ville der ikke være så mange andre ting i relationen end selve relationen. I mange andre relationer er man afhængig og filtret ind i hinanden på mange måder: Dvs. andre mennesker regner med, at man er sammen og inviterer én som par, man har måske børn sammen, måske ægteskabet er arrangeret, som det er i mange meget traditionelle kulturer. Du ikke så rene ved ikke-rene forhold var at de ikke var renset for den ene relation imellem de to i forholdet – at der var mange andre relationer, hvor relationen havde betydning og som gjorde relationen betydningsfuld.

Hvis der fx var opstået en graviditet, så blev man gift – ikke nødvendigvis fordi netop de to mennesker var meget specielle for hinanden – men i hvert fald fordi der ville ligge et stort pres fra hele lokalsamfundet og deres slægter  – dvs. en masse andre relationer – til, at nu måtte de se at blive gift. Sådan ægteskab var indlejret i mange andre relationer ind lige relationen imellem de to – og derved – i Giddens terminiologi – ikke et rent forhold.

Ikke meget af den slags indlejring i de fleste homoseksuelle parforhold – her er forholdet i Giddens’ forstand så rent, som det kan blive. Og efterhånden heller ikke megen indlejring og derved også megen renhed på den måde i mange af de heteroseksuelle parforhold – det var netop derfor Giddens syntes det kunne være interessant at studere homoseksuelle – fordi det kunne sige noget om, hvor udviklingen i mere moderne retning gik – også for heteroseksuelle. Alt dette – interviewes med homoseksuelle osv. skildrer han i bogen ”Intimitetens forandring”.

Han fandt ud af flere ting med de interviews:  I det rene forhold er det meget med at føle sig set.  Der er meget med at det er vigtigt at være interessant. Der er meget med at være ægte og ærlig. Herunder problemer med at finde ud af hvem man så er, når man er ægte og ærlig. Der er angst for at ens partner finder én, der er mere interessant, givende og god til at se partneren end man selv er. Måske man selv er på udkig efter én der er mere interessant osv. Det giver en angst og ustabilitet.

Er det mig med den partner? Hvem er jeg i virkeligheden? Findes der overhovedet en virkelighed hvad det angår. Og hvis der ikke gør, hvordan forvalter jeg så ansvaret for selv at skabe min egen virkelighed?

Det er den slags spørgsmål mennesker i moderniteten kan hygge sig med eller plage sig selv med, fordi de lever i mere rene forhold.

Jeg siger ”mere rene” og ”mindre rene” forhold fordi de fleste relationer i én eller anden grad er viklet ind i et større netværk af andre relationer. Og derved bliver det, Giddens finder ud af om rene forhold noget  som I én eller anden grad gør sig gældende alt efter hvor rent forholdet er.

Siden Giddens blev det mere moderne

Giddens er dog i det store hele optimistisk med det moderne. Selv om han skildrer, hvordan der er en masse psykisk sårbarhed forbundet med det, mener han at vores mere diskursive, refleksive, udlejrede liv med rene forhold og en oplevelser af forskel på social identitet og selvidentitet og reduceret ontologisk sikkerhed giver en masse gode ting i form af rigdom på muligheder for hvordan man kan få et godt liv. Det liv som han kalder det refleksivt moderne.

Alt det Giddens skrev i forhold til det ovenstående, skrev han før der kom mobiltelefoner og sociale medier. (Han skrev ikke meget efter 2007 – og i den sidste del af hans skrivende periode skrev han mest om politik og ikke om alt det med identitet)

OG

Alt det med internet, sociale medier og mobiltelefoner gør at alt det, Giddens skrev om moderniteten på godt og ondt bare bliver vildere endnu: Dvs. mere ontologisk usikkerhed – mere refleksivitet – mere udlejrethed – mere brug for adgang til ekspertsystemer – mere behov for at sætte ord på sig selv og være diskursiv – flere rene forhold, der kan blive endnu mere rene osv.

Man kan sige at alt det Giddens så bare ved en overgang fra traditionelle samfund til moderne samfund simpelthen har fået en ordentligt nøk mere med mobiltelefoner og sociale medier – ikke mindst fordi adskillelsen af tid og rum er blevet større. Faktisk syntes han allerede at det var blevet endnu vildere dengang han skrev – derfor kaldte han det ikke bare modernitet, men ligefrem senmodernitet – det var altså senmoderne allerede før iPhone.

Nu er det blevet blevet rigtigt vildt: Der kan foregå på samme tidspunkt uden det sker på samme sted. Lige præcis den adskillelse – den imellem tid og rum – ser Giddens som én af de vigtige årsager til moderniteten. Nu er der kun ét klik – et swipe – og så er man ude af landsbyen og konfronteret med en større verden, som godt kan være forvirrende på mange måder.

På den måde kan Giddens måske nok bruges som et perspektiv på unges mistrivsel. Hvis man tænker meget på sig selv og hvem man er, og om du nu kan være rigtigt at man er den, man tror, man er eller hvad man tror andre tror, man er kan man godt få social angst, man kan få selvbevidste følelser som social angst, man kan blive meget følsom over for bare små antydninger fra andre, som måske, måske ikke, siger noget om, hvordan de ser på én.

Mere moderne = mere sårbar = mere mistrivsel, mere woke og -identitetspolitik

Med selvidentitet som et refleksivt projekt og svækket ontologisk sikkerhed, vil der nemt kunne komme en hyperfølsomhed overfor signaler fra andre, som måske fortæller om egen social identitet.

Den hyperfølsomhed kan gøre, at man begynder at interessere sig mere for begreber som mikroaggression og andetgørelse og andre begreber fra den identitetspolitiske diskurs.

Hele den store opkomst af identitetspolitik og woke-bølgen kan således også forstås igennem Giddens’ perspektiv.

Identitet, som ikke er forankret og indlejret i et tæt netværk og daglig praksis med fælles tilstedeværelse, hvor man samler tid og rum ved slet og ret at være sammen fysisk, så der hele tiden er tilbagemeldinger på én selv i så store mængder og i så mange sansemodaliteter, at man ikke behøver at gå og ruge over hvad nogen nu måske mente med noget, de måske slet ikke mente.

Sådan en uforankret og udlejret identitet er let at flytte på. Små pust kan sende den andre steder hen. Måske steder, hvor det ikke er rart at have sin identitet: Hvis man tidligere i et liv har fået det indtryk, at nogen med betydning synes, man ikke fortjener at eksistere eller noget andet grimt – måske ved at være krænkende – så skal der ikke så meget til, før man kunne overveje om det måske kunne være rigtigt, hvad den krænkende person tænkte om én.

Den slags grimme historier om hvad man frygter, man måske er, vil nemmere kunne komme under overvejelse, når identiteten ikke har et fast anker.

Derfor er det måske ikke sært, at der på den ene side er kommet mange krav om at være meget bevidst om ikke at sige ting, som måske kan såre meget hyperfølsomme mennesker. Fx at man kan melde fra over for at nogen udtrykker holdninger, man ikke er enig i.

Det er heller ikke så sært, hvis nogen søger at forankre sin identitet på nogle mere bombastiske måder, hvor man søger sammen med ligesindede, hvor man bekræfter hinanden i at os der mener det samme er de gode og de, der mener noget andet, er de onde. Man kunne blive ekstremist. Eller som i USA, hvor demokrater og republikanere nærmest ikke snakker sammen indbyrdes mere.

Derved bliver det mere svært at debattere og have uenigheder sammen. Det bliver mere svært at give feed-back på arbejde eller studieopgaver. Det bliver mere svært fordi en fjerlet og skrøbelig identitet vil være på spil, når den ikke har noget anker. Et feed-back som ikke er total opbakning og Ih hvor er du god, vil kunne skubbe til en sårbar identitet.

Det sidste er spekulativt men det er altid spekulativt, når man bruger teoretikere, der er så teoretiske som Giddens til at forstå samtidsfænomener.  Men det er vel netop den type sociologer – dem med samtidsdiagnoser – og derfor med liden empirisk evidens – man ofte må gribe til, når samtidsfænomener som ungdom i mistrivsel, wokeness og identitetspolitik skal forstås.